fredag, maj 25, 2007

Forældrekomitéen på banen igen!

Kære alle jer, der tidligere har fulgt og støttet sidste års arbejde for at bevare Engdalskolen.

Nu er vi i forældrekomitéen på banen igen!

Anledningen er, at den første byrådsindstilling vedr. tilpasning af skolestrukturen i Vestbyen foreligger og er i høring frem til den 18. juni. Den endelige beslutning forventes at blive taget i november 2007.
Såvel Engdalskolens skolebestyrelse som Forældrekomitéen udarbejder pt. høringssvar.

Som du nok er bekendt med, er hovedidéen i indstillingen at nedlægge Nordgårdskolen og Frydenlundskolen, hvilket der på forhånd er flertal for i byrådet.
Du kan læse indstillingen her:

Det vi først og fremmest hæfter os ved i indstillingen i forhold til Engdalskolen er følgende:
  • Det er uvist i hvilket omfang, Engdalskolen bliver involveret - både nu og på længere sigt. Vi ved blot, at vi bliver involveret (idet Nordgårdskolens elever fordeles til en antal skoler, herunder Engdalskolen)
  • Fremtiden vil i den grad være uvis, idet der lægges op til tilpasning af skoledistrikter på længere sigt - uden en nærmere definition af hvornår, hvordan og i hvilket omfang. Vi frygter derfor mange års uvished og en "salami" opdeling af skoledistriktet.
Vi mener derfor, at det er ret og rimeligt at få flere konkrete informationer på bordet - NU og ikke først så sent i processen, at ingen kan nå at reagere.
Derudover mener vi mere overordnet, at indstillingen er for uambitiøs (og en anelse urealistisk/naiv) i sin tilgang til løsningen af de integrationsmæssige aspekter, som der i indstillingen ganske rigtigt redegøres for er til stede. Vi mener blandt andet at idéen om Ø-distrikter bør være en løsningsmodel, der overvejes og undersøges seriøst allerede nu. Som vi påpegede sidste år, hverkan kan eller skal vestbyens skoler alene bære ansvaret for at løse de integrationsmæssige problemer i Århus Kommune!

Det er i øvrigt for nylig påvist i en rapport fra Undervisningsministeriet, at "randskoler" som Engdalskolen er yderst sårbare og påvirkelige over for forandringer i forbindelse med frit skolevalg/udflytning af en stor andel tosprogede elever. Derfor er vores budskab til byrådet, at nu må de give os arbejdsro og kendte vilkår, ellers kan vi lige så godt først som sidst i stedet lægge kræfterne i at etablere et trygt, alternativt skoletilbud i Brabrand.

Vi vil ikke blive ved med at deltage i en udmattelseskrig, hvor vi konstant skal forholde os til nye scenarier og bekymre os om fremtidens struktur for vores skole!

Vi vil holde jer løbende orienteret via mails og på bloggen her.
Har du lyst til at deltage aktivt i Forældrekomitéen, er du meget velkommen.

Mange hilsner Forældrekomitéen

mandag, maj 07, 2007

Læring og integration