onsdag, november 28, 2007

Pressemeddelelse

Forældrekomitéen har i dag udsendt følgende pressemeddelelse:

Forældre i Brabrand afgør skolefremtid den 7. januar

Forældrekomitéen, der arbejder for at bevare Engdalskolen som en velfungerende folkeskole, beslutter den 7. januar 2008, hvor de i fremtiden vil satse på, at deres børn skal gå i skole - på den lokale folkeskole eller på en ny privatskole.

"Lige nu venter vi på at få at vide, hvor mange af de elever fra Nordgårdskolen, der nu tilhører Engdalskolens distrikt, der faktisk vælger at gå på Engdalskolen til næste skoleår. Herefter vil vi beslutte fremtiden for Forældrekomitéen og for vores børns skolegang." Det forklarer Lotte Pape fra Forældrekomitéen.

For Forældrekomitéen har det afgørende hele tiden været at bevare en folkeskole med en fornuftig fordeling af etnisk danske elever og to-sprogede elever. Det er Forældrekomitéens holdning, at det nuværende forslag til fordeling af eleverne fra Nordgårdskolen vil få stærkt negative konsekvenser for Engdalskolen og hele Vestbyen.

Ø-distrikter det eneste fornuftige

"Vi mener, at den eneste fornuftige måde at fordele eleverne fra de to lukkede skoler, er ved hjælp af ø-distrikter, således at hele Århus tager et kollektivt ansvar for integrationen. Den model er nu i spil, og vi afventer derfor at se, hvorvidt byrådets politikere har modet til at tage den rigtige beslutning," tilføjer Lotte Pape.

Med det antal elever fra Nordgårdskolen, der nu kan vælge Engdalskolen, står skolen desuden over for meget store udfordringer i form af propfyldte klasser, overfyldte utidssvarende lokaler og flere vandreklasser.

Privatskole tilbudt lokaler i Brabrand

Efter byrådets beslutning i onsdags om at nedlægge Nordgårdskolen og Frydenlundskolen - og fordele eleverne på de øvrige Vestbyskoler - er Forældrekomitéen blevet kontaktet af en aktør i det private erhvervsliv i Brabrand, der tilbyder lokaler til en ny, lokal privatskole.

"Med lokaler på hånden er vi nået et kæmpe skridt videre, hvis byrådet den 7. januar stadig ikke har vist vilje til at sikre en fornuftig elevfordeling på skolerne, og Forældrekomitéen eller en fraktion herfra derfor beslutter at starte en privatskole," siger Lotte Pape.