onsdag, oktober 17, 2007

Privatskole i Brabrand kan stå klar om et år vurderer lederen af Århus Privatskole

Uddrag fra dagens JP Århus (at læse hele artiklen kræver login):

.....
»De vil lynhurtigt kunne få stablet en skole på benene. Der vil gå et år, fra de beslutter sig, til de har en skole,« vurderer lederen af Århus Privatskole, Anne Vibeke Lassen, der selv netop har været igennem processen med at etablere en ny privatskole helt fra bunden. Det tog et år og fire måneder fra hun i april 2006 for alvor gik i gang med projektet og til skolen åbnede i august i år.
Men ifølge Anne Vibeke Lassen har forældregruppen i Brabrand langt bedre muligheder for at gennemføre planen hurtigere.


Eleverne er der
Den primære årsag er, at der i Brabrand med stor sandsynlighed allerede fra begyndelsen vil være en masse elever til den nye skole, fordi den vil opstå på baggrund af en protest og et oprør mod den kommende situation for Engdalskolen .
Da privatskole-idéen oprindeligt blev lanceret i forbindelse med planerne om en sammenlægning af Sødalskolen og Engdalskolen , gav forældrene til omkring 80 pct. af børnene på Engdalskolen udtryk for, at de ville overveje at flytte deres børn til den nye skole, hvis sammenlægningen blev gennemført. Ifølge Lotte Pape fra Forældrekomitéen Engdalskolen er det svært at sige, hvor stor opbakningen er i dag, men hun er ikke i tvivl om, at den er der.
»Min umiddelbare vurdering er, at en privatskole er noget, som mange vil være interesseret i. Det er i hvert fald det, jeg hører rundt omkring,« siger Lotte Pape.
..................